Prammann Bonnie Dyrecenters historie

 

Hans og Maria fik deres første stueakvarium i 1983. Hvilket hurtigt udviklede sig og inden længe var noget af kælderen også taget i brug til akvarier. Hvert år blev der udvidet med flere akvarier – til slut var der over 10.000 liter vand, hvor der blev opdrættet både levendefødende arter og mere specielle ting som diskosfisk.

 

Butikkens historie strækker sig tilbage fra uge 44 i 1988, hvor Hans startede en kælderforretning i hjemmet på Parkvej 12 i Slagelse.

Her var åbent fredag og lørdag. Vi kaldte forretningen Akvarie- Discount.

 

Da pladsen til sidst blev for trang flyttede forretningen til lokaler i en nedlagt købmandsbutik på Ingemannsvej 16. Her blev der solgt akvariefisk, planter og udstyr.

Butikken blev hele tiden udvidet med flere akvarier og til sidst blev kælderen her også taget i brug til opdræt.

Hans og Maria tog på studietur til Thailand, hvor der bl.a. blev besøgt forskellige fiskeopdrættere, og der kom bl.a. nogle diskosvarianter med hjem, der var nye i Europa.

Hans var sammen med bekendte med til at stifte Vestsjællands diskosklub, klubben blev senere til det vi i dag kender som Vestsjællands Akvarie- og Terrarieklub.  Hans blev klubbens første formand.

Interessen for havedamsfisk blev vakt nogle år efter. Der blev i den lille have bag butikken anlagt en havedam, hvor der var salg af guldfisk og koikarper.

På daværende tidspunkt, var det et stort problem med uklart vand grundet grønne alger og vi var med til at indvie de første UVC- anlæg i Slagelse. Det var fantastisk at se, hvordan man nu i løbet af kort tid fik klart vand.

 

Fra fisk til dyrehandel.

I april 1997 flytter butikken til Kalundborgvej 83 i Slagelse. Vi købte det nedlagte autoværksted, der tidligere havde været Odin maskinværksteds bygninger.

Mange rystede på hovedet af os, for at gå i gang med et så stort projekt var umuligt. Det tog et halvt år at sætte bygningerne i stand.

 

Butikken udvidede sin i forvejen store fiskeafdeling men fik også fugle, gnavere, krybdyr og havedam og en masse udstyr hertil.

 

En speciel ting i butikken var det store indendørsbassin med koikarper med bro over (desværre senere nedlagt pga. fugtproblemer og pladsmangel).

Som trækplaster fik vi en stor glasvoliere med hvidørede silkeaber og en stor Ara papegøje, der hed Olsen.

Butikken blev ret hurtigt for lille så lager og personalerum blev ændret og vi fik en stor afdeling til hunde og katte foder og en ny fugleafdeling.  

 

I 2006 udvidede vi havedamsafdelingen, så nu er der en stor tilbygning til butikken på 200 m². I denne afdeling er der selvfølgelig mest aktivitet forår, sommer og efterår. Ud over store kar med plads til koldtvandsfisk, har vi nu plads til alt det udstyr, der skal bruges til havedammen.

 

Vi ændrede i starten af 2007 vores gnaverafdeling. Vi fik flyttet marsvin, hamstre og kaniner ind i et anneks og fik mus og rotter til nye lokaliteter med udluftning og meget bedre pladsforhold.

 

I flere omgange har vi ændret på butikkens indretning, bl.a. har afdelingen med krybdyr i 2009 fået meget mere plads.  Vi har fået mange flere terrarier og har plads til mange spændende slanger og krybdyr.

 

I dag er vi Vestsjællands største dyrehandel, det indvendige butiksareal er over 700 m², vores kundegrundlag kommer fra store dele af Sjælland.